Hundevenligt Nytår

Festligheder eller frygt?

Noget som er vigtigt at sætte sig ind i når man anskaffer sig en hund eller hvalp, er at gøre sig tanker om hvordan man kan udruste hunden bedst muligt, overfor de situationer der kan opstå i løbet af hundens liv. Vi mennesker har nemlig mange forskellige vaner og rutiner, som falder os naturligt, men som for hunden kan opfattes som værende ubehageligt eller måske endda føles livstruende. Nytårsaften er ingen undtagelse. Nytårsaften er en begivenhed som mange af os går op i og det er jo selvfølgelig en begivenhed, som vi gerne vil kunne dele med vores elskede firbenede venner.

Mennesket og hunden som individ

Hunden er en art, der befinder sig i nuet. Vi mennesker er derimod på dette punkt langt mere privilegerede, og kan både forholde os til fortiden, nutiden og fremtiden. Vores elskede firbenede ven har desværre ikke denne egenskab, og derfor ser vi ofte hvordan hundene kan risikere at komme i situationer, som kan give hunden en uhensigtsmæssig adfærd. Det er her, hvor mennesket og hunden kan “kollidere” hvis vi ikke får gjort os nogle tanker om, hvordan de situationer vi sætter vores hund i, kan påvirke den. Vi kan derfor risikere at skulle “aflære” hunden en - for os - dårlig vane, som måske kan være udsprunget fra en ubehagelig oplevelse i hundens liv.

Hvis vores hund kommer ud for en dårlig oplevelse, kan vi risikere at dette vil sætte sig i hunden i lang tid, hvis ikke hele hundens liv. Dette betyder dog ikke at vi aldrig vil kunne hjælpe vores hund, hvis den har været ude for en oplevelse der påvirker den negativt efterfølgende.


De to perspektiver på Nytårs aften

Nytårsaften er for mennesket en glædes dag; som ofte kendetegner en masse glade gæster, bordbomber, sang og skrål, som ofte også skal afsluttes med “et brag” (fyrværkeri eller andet menneskeligt legetøj).

Hvis vi starter med at tage et kig på menneskets vinkel, så ved vi som en reflekterende art, at bordbomber og fyrværkeri er for at hylde årets afslutning og for at fejre den nye start på en masse fremtidige oplevelser. Vi ved at disse lyde, lysglimt og rystelser ikke er negative, men i stedet noget festligt.
Når vi tager et kig på hundens syn på nytår, så kan lyde, rystelser og kraftige lys fra fx fyrværkeri anses som værende faretruende og utrygt. Måske kan hunden endda forbinde dette med jordskælv eller anden stor trussel. Vi skal huske at dette ikke er noget hunden oplever hver dag og dette kan ofte give anledning, til ubehagelige følelser forbundet med oplevelsen.


De såkaldte “triggere” for hunden til nytår kan bl.a. være:

  • Lyd (brag, hvinende lyde)

  • Rystelser forbundet med fyrværkeri eller bordbomber

  • Lysglimt og andre visuelle input

  • Øget aktivitet i hjemmet, som ikke er der til dagligt (gæster/ mange mennesker)

Vi har dog her en god mulighed for at se, hvis vores hund, af den ene eller anden årsag, virker nervøs eller usikker på en specifik situation. Vores hund har nemlig en stor palette af dæmpende signaler, som den bruger til at fortælle andre hunde eller os ejere, hvordan den har det. Dæmpende signaler er de signaler hunden bruger, når den ønsker at fortælle os om de ting, den ikke føler sig tryg ved.


Eksempler på dæmpende signaler:

  • Smasken med munden

  • Lægger ørene ned

  • Vender hovedet eller krop væk, fra en specifik situation

  • Lægger halen

  • Bukker ryg

  • Glipper med øjnene

Disse signaler skal vi husker er hundens sprog. Det er derfor vigtigt at vi lærer at læse dem, så vi kan imødekomme hundens behov på bedst mulig vis. De har desværre ikke muligheden for at fortælle os det på andre måder.


En god start på det nye år

Vi må allerede ved hvalpens hjemkomst huske, at bruge vores privilegerede egenskab til at kunne se ud i fremtiden. Vi skal nemlig her huske at tænke FOR vores hund og sørge for at forebygge ubehagelige situationer. Dette er ikke kun relateret til nytår, men også mange andre situationer. Når vi har forebygget hunden i de situationer som vi kan tænke os til vil påvirke vores hund, på en unødvendig negativ måde, kan vi på denne måde sørge for at vores hund forbinder de “nye” og eventuelle “farlige” omgivelser, med noget positivt. Det er her emnet som lydtræning, kommer ind i billedet.

Mange af os har højest sandsynligt hørt dette begreb før, men uden nødvendigvis at vide hvad det egentlig indeholder og har af betydning.


Lydtræning

Lydtræning er et vidt begreb, og før jeg begynder at komme med gode fifs til disse, vil jeg helt klart anbefale alle med unge hunde at starte på træningshold som fokuserer på lyd - eller miljøtræning i trygge omgivelser. Dette giver os som hundeejer en bred “værktøjskasse” som vi kan bruge i træningen af vores hund, når vi kommer hjem. Værktøjer som vi kan bruge for at skabe en hund der hviler i sig selv og i sin tryghed til ejer. Når det så er sagt, er alle hunde heller ikke ens, og nogle vil være mere usikre på situationer, end andre.

Når vi arbejder med lydtræning er det vigtigt at vi tager ALT i hundens tempo. På denne måde får vi en hund som stoler på os som hundeejer og dette giver os mulighed for at kunne sætte hunden i situationer den ellers ikke ville kunne være i, under kontrollerede forhold. Dette betyder dog ikke at vi efter 2 ugers træning når vi synes det går godt, tager hunden med ud og fyrer krudt af! Blot at vi nu kan have en afbalanceret og rolig hund, i mange af de omgivelser vi selv er i til hverdag såsom: nytårsaften med familien, offentlig transport, bilkørsel, hundetræning, besøg hos familie osv.


Eksempler på lydtræning:

  • Lydfiler på youtube

  • Lyde fra genstande i hjemmet

  • Lyde fra tv eller radio

  • Cdér med lyde af specifikke objekter/situationer

En god start med tilvænning til nytår er at begynde lydtræning i små og kontrollerede sessioner, så hunden langsomt kommer ind i rytmen.

Her kan vi fx sætte lydklip på, for at vænne hunden til lydene som normalt ikke er en del af hverdagen. Vi skal her huske at starte i det små, så hundens følelse ikke er negativ, ved det første møde med lyden. Vi skal huske at skabe associationer mellem lyd og noget godt, så her kan man give hunden noget lækkert at spise, eller lege en leg, som vi ved hunden kan lide. På denne måde sørger vi for at hunden associerer de forskellige nye lyde med noget positivt.

Der er mange muligheder for træning med hunden, samt mange forskellige teorier omkring hvordan man arbejder med en hund på bedst mulig vis. Husk at følg din mavefornemmelse for hvad der virker for din hund, det er DIG der kender DIN hund bedst!


Skrevet af: Catherina Jørgensen